Bundsgaard: Afgørende for Aarhus’ fremtid
Lufthavnsdebatten er nødvendig, mener borgmester Jacob Bundsgaard (S), der ikke frygter at flertallet er smuldret
Lige nu er debatten om en mulig ny lufthavn i Thomasminde nær Aarhus i fuld gang ved byrådsmødet i Aarhus Kommune.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) havde dog lige tid til at lave et kort interview med TV 2 | ØSTJYLLAND under en pause i debatten.
- Det er en vigtig og afgørende debat for Aarhus og Aarhus’ fremtid. Nu skal vi have en endelig afklaring, siger Jacob Bundsgaard (S).
Han håber, at spørgsmålet kan afklares inden sommerferien.
Forventningen til byrådsmødet er, at spørgsmålet sendes videre i udvalg og ender på transportministerens bord, sådan som der er flertal for i øjeblikket.
- Selve sagen, vi diskuterer her, bliver sendt i udvalg. Den egentlige beslutning ligger hos transportministeren, og vi får først den endelige afklaring, når han har truffet en beslutning, siger Jacob Bundsgaard.
Selv er han fortaler for at få spørgsmålet på ministerens bord, og han håber, at det bliver med et positivt resultat.
- Jeg håber selvfølgelig, at han vender tommelfingeren op, siger Jacob Bundsgaard.
Se længere interview øverst i artiklen.