Bukserne strammer: Elever skal holde vægten nede med bønner og salat
Eleverne på Bygholm Landbrugsskole spiser godt og vejer for meget. Derfor er bønner, bulgur og salat rykket ind på frokostbordene
Der plejer at være rift om den gode flæskesteg med dejlig brun sovs til, og det er heller ikke unormalt, at eleverne på Bygholm Landbrugsskole ved Horsens bliver en del tungere i løbet af deres skoleophold.
Men nu forsøger skolen at give eleverne muligheden for et sundere alternativ. Det ene af to frokostborde i kantinen består nu af salat og bønner frem for sovs og kartofler
- Vores elever har tendens til at tage på, når de kommer i skole, og der kan hurtigt ryge ti kilo på, siger Brita Bruun, der er kostvejleder og køkkenmedarbejder på Bygholm Landbrugsskole.
Når eleverne er i praktik, laver de en masse fysisk arbejde, mens de sidder stille på skolebænken, når de er tilbage på landbrugsskolen.
- Vores landmænd er vant til at arbejde og bruge deres krop. Når de så kommer i skole, sidder de stille hele dagen, siger Brita Bruun.
Eleverne har selv ønsket sund kost
I en trivselsundersøgelse for nylig svarede omkring 50 procent af eleverne, at de gerne vil have mulighed for at vælge en sundere kost.
Læs også
- Efter ti måneders skolegang, hvor man ikke er så aktiv, kan jeg godt mærke, at bukserne er blevet mindre. Så jeg vil gerne hjælpe mig selv, så jeg ikke skal købe tøj hver anden uge, siger Kristian Alexandersen, der er elev på Bygholm Landbrugsskole
I køen ved sovsen og kartoflerne virker folk dog ikke helt overbeviste om det nye tiltag.
- Jeg tror da, at jeg vil komme til at bruge det, men det her så altså lige lidt godt ud i dag, siger Anton Kyed.
Læs også
Mere end bare ekstra kilo
I køkkenet havde de godt forudset, at det ikke er alle, der er klar på bulgur og bønner til frokost.
- Nogle af dem har lidt modstand mod det, men de kan jo bare lade være og gøre det, de plejer, siger Brita Bruun.
Hun så dog gerne, at sovsen helt blev taget af bordet, og at skolen udelukkende gik over til sunde tilbud. Sund kost handler nemlig om mere end at holde vægten nede.
- Så får de en større indlæring, og de får måske bedre selvværd. Så når de skal ud og søge noget arbejde, har de måske mere selvtillid, siger Brita Bruun.
Øverst i videoen kan du se mere om skolens sunde alternativ på frokostbordet.