Bukker under for lukkeloven
Superspar i Galten drejer nøglen om
Efter 14-års købmandskab må to brødre se sig slået af lukkeloven.
Svigtende kunder har givet blodrøde tal på bundlinjen hos brødrene Christian og Ulrik Haaning, som har drevet købmandsforretningen Superspar i Galten i 14 år. Men siden den nye lukkelov trådte i kraft den 1. oktober 2012, har kunderne valgt at handle andetsteds.
- Vi havde regnet med at miste lidt omsætning, men vi mistede meget allerede den første måned, og sådan var udviklingen også i månederne efter. Derfor har vi valgt at lukke, siger Christian Haaning til Lokalavisen Skanderborg.
Kunne ikke følge udviklingen
Superspar drejer nøglen om efter sidste åbningsdag den 31. august 2013. Butikken har ikke kunne følge med udviklingen og har tabt slaget til de større discountkæder, som har udraderet dem, lige siden det blev tilladt for alle byens butikker at have åbent fra 8-22.
- Sådan er udviklingen, og discountbutikkerne er blevet dygtigere og har fået et større vareudvalg, hvor kunderne for det meste kan købe alt, hvad de behøver. Vi har hele tiden troet på det bedste, alligevel har det overrasket os, at det skulle ende sådan her, så selvfølgelig er det med vemod, at vi lukker butikken. Men vi har det bedre med selv at tage beslutningen, frem for at det er banken, der siger vi skal lukke, siger Christian Haaning til Lokalavisen Skanderborg.
Tomme lokaler
Før lukkeloven trådte i kraft havde Superspar monopol på 8-22-åbningningstiden, og da havde de handlende ikke andre muligheder end Superspar ud på de sene timer. Men et større udvalg og bedre beliggenhed hos konkurrenterne har altså skubbet Superspar ud, hvor de ikke længere kan bunde.
Siden det blev en realitet, at de ville lukke og slukke, har brødrene forsøgt at finde en ny ejermand. De har derfor været været i fjendens lejr, men hverken Aldi eller Lidl, som har været med til at skubbe Superspar ud i mørket, har nogen interesse i at overtage - blandt andet på grund af dårlig beliggenhed.
Men brødrene kommer ikke til at mangle fast abejde, da de stadig driver en Superspar i Silkeborg. Det skriver Lokalavisen Skanderborg.