Buk med knogle stikkende ud blev efterladt til døden: - Det er dyrplageri

Bilister forsømmer ofte at tilkalde hjælp, når de rammer dyr i trafikken. Synd og dyrplageri, mener jæger, der selv har fundet flere sårede dyr

01:03

VIDEO: Hør Robert Frederiksteds opråb til bilisterne.

Bukken kunne ikke flygte, men lå ned svært kvæstet, da Robert Frederiksted ved et tilfælde fandt den, nær sin bopæl i Ørsted på det nordlige Djursland. 

Den havde formentlig været i karambolage med en bil og var flygtet fra vejen. Robert Frederiksted fik den aflivet med sit jagtgevær og var rystet, da han fandt ud af, hvor svært tilredt rådyret var: Ribben og kæbe var brækket og en knogle stak ud af dyrets ene ben. 

 - Det er ufatteligt, at den havde overlevet den påkørsel, ryster Robert Frederiksted på hovedet, da TV2 ØSTJYLLAND møder ham. 

Robert Frederiksted fremviser kloven med den udstikkende knogle. 

Robert Frederiksted vil gerne oplyse sine medborgere om, at man altså skal ringe og melde det, når man har påkørt et rådyr, og derfor har han gemt rådyrkloven med den udstikkende knogle i sin fryser. 

- Hvad ville du sige, hvis du gik rundt med sådan et ben, hvor skinnebenet stak ud af siden? Jeg tror, du ville have ondt og det har den her saftsuseme også haft. Det er helt sikkert, siger han med kloven mellem hænderne.

- Man har det ikke godt, når man ser sådan et dyr, fortæller han.

I sin dybfryser gemmer Robert Frederiksted kloven fra den rådyrbuk, han fandt hårdt såret efter en påkørsel. En knogle stikker ud gennem dyret skind. 

Hvis Robert Frederiksted ikke tilfældigvis var kommet forbi, er det ikke til at sige, hvor længe der ville være gået, før bukken var død af sig selv. Under alle omstændigheder mener han ikke, vi som mennesker kan være det bekendt. 

- Det er næsten dyreplageri, at sådan et dyr får lov at gå. Det er synd for sådan et dyr.

Flere tusinde dyr

Desværre er det ikke første gang, at Robert Frederiksted ved et tilfælde har fundet påkørte dyr, der stadig var i live. For nyligt fandt han en rå med to brækkede ben.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse mister 30.000 dyr hvert år livet efter sammenstød med bilister. Det er imidlertid kun en lille del af påkørslerne, som bliver anmeldt. 

Læs også Kvinder i undertøj på Strøget i Aarhus: Læs de mange reaktioner

Det vil Robert Frederiksted have ændret: 

- Folk skal være oplyst om, hvad de skal gøre, hvis de påkører et dyr, siger han. 

Efterår og forår er højsæson for påkørsler af især rådyr og med det forestående skift til vintertid, bliver det potentielt endnu værre, fortæller Robert Frederiksted. 

Sådan gør du, hvis du rammer et dyr

Stands bilen.
Tjek om dyret ligger der og om det er dødt.
Kan du ikke se dyret eller er det ikke dødt, så noter dig, hvor du er.
R​​​​​​ing 1812 - dyrenes vagtcentral.
Oplys om hvor du er og hvilket dyr, der er påkørt.
Marker gerne stedet, inden du kører videre, så svejshundeføreren kan finde det.
Dyrenes vagtcentral sørger nu for at sende en svejshundefører ud for at finde dyret og aflive det. 
 

For råvildet skifter ikke tid, men er vant til at færdes, når der er stille og altså krydser vejene i de stille morgentimer.

- Lige pludselig bliver det tidspunkt, hvor der plejer at være stille, rykket en time frem, så råvildet går pludselig på vejene på det tidspunkt, hvor al morgentrafikken kommer. Der bliver altså kørt en del råvildt ned der, siger han.

Martin Rytter Hindbo og hans svejshund Joey, der er trænet til at opspore tilskadekomne dyr, rykker ud, når en bilist ringer til Dyrenes Beskyttelse efter en påkørsel. 

Hunde sporer sårede dyr

Ringer man til Dyrenes Beskyttelse efter at have påkørt et dyr, som stadig er i live efter påkørslen, tager de kontakt til en lokal svejshundfører, som kører ud for at forsøge at finde dyret og aflive det. 

På det nordlige Djursland kan det være Martin Rytter Hindbo, som rykker ud med sin hund Joey. 

Læs også Unge studerer lunge på naturvidenskabs-festival: - Det er fedt

- Vi svejshundeførere har hunde, der er trænet til at opspore anskudt eller påkørt vildt. Når jeg bliver kaldt, kommer jeg hurtigst muligt ud til påkørselsstedet og sporer vildtet, forklarer han. Han har følgende råd til bilisterne: 

- Hvis ulykken er ude og man er kommet til at påkøre et stykke vildt, så er det en god ide, at bremse, finde ud af hvor man er, markere stedet og ringe til en svejshundefører eller Dyrenes Beskyttelse.

02:31

VIDEO: Se et tv-indslag om dyr, der bliver påkørt i trafikken.

Luk video