Budgettet på plads i Århus

Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale og SF har indgået budgetforlig i Århus. De Konservative og Enhedslisten står udenfor.

I Århus blev Venstre, Socialdemokraterne, De Radikale og SF natten til fredag enige om et budget for næste år.

Borgmester Louise Gade (V) fremhæver, at der bliver tilført flere penge til de 51 folkeskoler i landets næststørste kommune. Toiletter, legepladser og naturfagslokaler skal friskes grundigt op.

Byrådsmedlem Keld Hvalsø Nedergaard (EL) mener, at budgetforliget 'peger i retning af forringet kommunal service, større krav til de kommunalt ansatte om at løbe hurtigere'.

Den konservative rådmand, Poul B. Skou, kritiserer de fire partier i budgetforliget for ikke at forberede en økonomisk genopretning. Kommunen har udsigt til en gæld på 1,4 milliarder kroner i 2009, påpeger han. /ritzau/