Budgetforlig i Randers

Politikerne i Randers er blevet enig om næste års budget.

Højst usædvanligt kan et enigt byråd i Randers Kommune stemme for næste års budget. Det er ti år siden, at en lignende enighed har fundet vej til byrådssalen i Randers.

Næste års budget har da heller ikke budt på de store knaster. Det tog kun to dages forhandlinger at få alle med på forliget. Der er besparelser på 27 millioner kroner, men ingen rammer de traditionelt følsomme områder, børn og ældre.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi har fået et bredt forlig. Det har været et mål for mig, og det er lykkedes, siger Randers-borgmester Michael Aastrup Jensen (V) til TV 2 / ØSTJYLLAND.