BSV: Vi havde et gear mere
Rejste sig efter nederlag
Bjerringbro-Silkeborg har været udsat for et hårdt program på det seneste, men det kunne man overhovedet ikke se, da holdet slog Viborg på udebane med 30-23 i mændenes bedste række.
BSV's playmaker Rasmus Lauge var godt tilfreds med måden, sejren kom i hus på.
- Vi havde et gear mere. Vi spillede fornuftigt og stod godt i forsvaret. Men vi fik ikke udnyttet vores kontrafase godt nok, og det skal vi have rettet.
- Vi scorede 30 mål mod et offensivt forsvar, som vi har haft problemer med tidligere, så det er godkendt, siger Rasmus Lauge til TV2 Sport.
Vigtigt at rejse sig
BSV er i denne sæson med i Champions League, hvor det blev til et nederlag i den første gruppekamp. Men det var vigtigt for sidste sæsons DM-sølvvindere at rejse sig hurtigt igen, mener Rasmus Lauge.
- Vi har snakket om at komme fra Champions League og til de her kampe, hvor vi skal vinde, og det var fedt, at det lykkedes, siger landsholdsspilleren.
Hos Viborg var træner Bo Tolstrup ærgerlig over nederlaget, men anerkendte også klasseforskellen på de to hold.
- Det er både i bredden og toppen, at BSV har flere spillere af international kaliber. BSV har set lidt slidte ud på det seneste, men lige pludselig kommer de med 12 friske spillere, og så blev det svært for os.
- Det var ikke den værste kamp at tabe. Vi tabte, fordi de var bedre, end vi var, erkender Bo Tolstrup.