BSV var tæt på at smide sejren væk mod sønderjyder
Lørdag aften vandt Bjerringbro-Silkeborg knebent over Sønderjyske i en kamp, der til sidst blev alt for spændende set med østjyske briller
Efter 45 minutters spil så det langt fra ud til at blive nervøst og spændende i herreligakampen mellem Bjerrringbro-Silkeborg og Sønderjyske på førstnævntes hjemmebane lørdag aften. Her førte hjemmeholdet sikkert 23-17, men et stærkt comeback fra gæsterne skabte tvivl om resultatet.
Fra kampens begyndelse fulgtes holdene ad og byttede reelt bare mål det første kvarters tid. Herefter fik BSV bedre fat og tilspillede sig en pauseføring på 16-14. Især Kristian Klitgaard og Allan Damgaard var godt spillende.
Læs også
Efter pauseteen fortsatte BSV-dominansen, og føringen blev øget til seks mål ved stillingen 23-17. Men så gik angrebsspillet pludselig i stå hos østjyderne. Sønderjyske kom igen og fik reduceret til 24-22. I flere minutter lå forspringet på to-tre mål, og til allersidst kom udeholdet så endnu tættere på.
Kampens sidste to mål blev scoret af Sønderjyske, men heldigvis for BSV betød de kun, at gæsterne kom op på 27-26.
De to point blev således i det østjyske, og BSV ligger med sejren på en flot andenplads i landets bedste række. Holdet har 24 point efter 16 kampe. Sønderjyske er placeret som nummer 14.
Topscorer for hjemmeholdet blev Kristian Klitgaard med ni mål.
Bj.bro/Silk.-SønderjyskE 27-26 (16-14)
SønderjyskE: Alexander Hansen 5, Jonas Samuelsson 5, Gøran Sørheim 4, Aaron Mensing 3, Mattias Thynell 2, Christoffer Fors 2, Adam Nyfjäll 2, Claus Kjeldgaard 1, Kenneth Bach Hansen 1, Frederik Børm 1.
Udvisninger: Bj.bro/Silk. 1, SønderjyskE 4.
Tilskuere: 1.878.