BSV tabte til mestrene
Nederlag for anden weekend i træk
Bjerringbro-Silkeborg måtte lørdag tage tomhændede hjem fra Aalborg, hvor østjyderne tabte 25-27 til de regerende danmarksmestre i håndbold.
Indtil de allersidste minutter styrede aalborgenserne helt og aldeles anden halvleg. Morten Slundt styrede i den grad spillet. Målmand Ole Erevik tog det meste, og Håvard Tvedten udnyttede de chancer, han fik - og lidt til.
Særligt Kristian Kjelling gjorde sit til at holde BSV inde i kampen. En mandsopdækning af Mads Mensah Larsen virkede også som en god idé, og måske var det dét, som alligevel gjorde kampen tæt til sidst.
Se: BSV blev snydt på hjemmebane
Syv minutter før tid førte hjemmeholdet med fem mål, men på to effektive minutter scorede BSV tre gange og tvang Aalborg-træner Nikolaj Jacobsen til at smide timeout-kortet.
Hjemmeholdet holdt dog fast og sikrede en vigtig sejr.
De to hold havde en del til fælles efter sæsonens to første spillerunder. Begge havde en sejr og et nederlag. Og begge havde indkasseret et snævert nederlag på et mål til KIF Kolding København.