BSV snupper Randers HH-back

Jacob Lassen, der i sommer vandt VM-sølv med det danske U21-landshold, skal i de næste tre sæsoner spille i Bjerringbro-Silkeborg, som han skifter til fra Randers HH

Foto: Hans Carstens

Højre backen Jacob Lassen skal i de kommende tre sæsoner tørne ud for Bjerringbro-Silkeborg. Det 20-årige stortalent kommer fra Randers HH i toppen af 1. division, og skifter fra sommeren 2016.

- Jeg tror, at Bjerringbro-Silkeborg er et rigtig godt match for mig, siger Jacob Lassen i en pressemeddelelse, hvor han peger på klubbens træningsmiljø som en af de væsentligste årsager til, at han netop valgte BSV.

- Jeg ser nogle rigtig gode muligheder for, at jeg kan udvikle mit spil i klubben. Jeg vil gerne bygge endnu mere på fysisk, og træningsmiljøet er meget professionelt. De træner fysisk sammen flere gange om ugen, og det er noget, som jeg tror, kan gavne mig rigtig meget, forklarer Jacob Lassen.

Til næste sæson bliver han en af fire spillere i Bjerringbro-Silkeborg-truppen, der var med på holdet, der vandt U21-VM-sølv. Kristian Ørsted og Johan Hansen var også med ved slutrunden i Brasilien, mens midtjydernes kommende målmand Sebastian Frandsen var en del af holdet, lige indtil han desværre missede slutrunden på grund af en skade.

Glæde hos cheftræneren

Cheftræner i BSV, Peter Bredsdorff-Larsen, glæder sig over at kunne tilknytte endnu en talentfuld spiller til truppen.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu har lavet en gruppe med fire spillere, som alle var en del af det spændende U21-projekt. Jacob er en spiller, som på alle håndboldmæssige parametre både fysisk, teknisk, taktisk og mentalt, har nogle rigtig fine forudsætninger for at blive en meget dygtig håndboldspiller, og det skal vi i de næste tre år i fællesskab sørge for, at han bliver", siger cheftræneren og fortsætter:

- Han er en meget alsidig højre back, som viser stærkt mod, og som har et godt skud. Det er en spiller, som vi har fulgt gennem lang tid, og som har undersøgt sine muligheder godt, og vi er selvfølgelig glade og stole over, at han har valgt Bjerringbro-Silkeborg, som sin base for at løfte sig op på næste hylde.

Indtil sommer fortsætter Jacob Lassen i Randers HH, som pt ligger på tredjepladsen i 1. division - samme placering som BSV har i en række højere oppe.