BSV slog mestrene

Bjerringbro-Silkeborg fik en fantastisk start på den nye sæson

Kasper Larsen stod en flot kamp for BSV Foto: Bjerringbro-Silkeborg

Et håndboldbrag skulle sætte Boxer Herreligaen i gang for BSV, da KIF Kolding København kom på besøg.

Og det blev højst overraskende til en syngende lussing til de forsvarende mestre.

Især en flot anden halvleg af BSV betød en relativt sikker hjemmesejr på 24-18 i en kamp, hvor mestrene på intet tidspunkt var foran.

Det var hjemmeholdet, der kom bedst fra start takket være en menneskelig mur i skikkelse af Kasper Larsen mellem stængerne.

Kasper Larsen er ny målmand i BSV, og han stod med imponerede 53 i redningsprocent.

- Det er en sindssygt fed følelse. Det er den første kamp i den her kulisse med et nyt hold, så jeg er sindssygt glad, sagde han efter kampen til TV 2.

Der skulle gå knap seks minutter, førend KIF Kolding København kom på måltavlen, men da BSV-offensiven også var lidt rusten, stod det kun 2-0 på dette tidspunkt.

Begge hold havde fundet en glimrende defensiv frem til lejligheden, hvor både forsvar og målmænd stod stærkt i billedet i de første 30 minutter.

Efter 2-0 var der på intet tidspunkt efterfølgende i første halvleg mere end et enkelt mål mellem de to hold - hele tiden med et plus til hjemmeholdet.

Da fløjten til pause lød, stod det 10-9 til BSV.

Hjemmeholdet fortsatte de lovende forsvarstakter efter pausen, og det gav mulighed for at trække fra til 16-12, mens et lidt rådvildt udehold forsøgte at få styr på spillet i en timeout.

KIF Kolding København kunne dog ikke få offensiven til at klikke, og BSV-spillerne fik mere og mere selvtillid, som kampen skred frem.

Med ti minutter igen var forskellen oppe på fem mål i BSV-favør, og den føring formåede mestrene aldrig at sætte et angreb ind på.

Dermed endte det med en flot sejr på seks mål til BSV.

Ud over målmand Kasper Larsen var de store oplevelser for BSV Nikolaj Øris Nielsen og Michael Knudsen, der stod for henholdsvis otte og syv mål.