BSV sender Kolding mod exit
Bjerringbro-Silkeborg vandt 28-25
Det ser mere end sort ud for KIF Kolding i herrernes slutspil i håndbold. Onsdag aften tabte KIF Kolding 25-28 på udebane til Bjerringbro-Silkeborg (BSV) i gruppe 2. Det betyder, at KIF Kolding fortsat kun har de to point, som holdet sikrede sig efter at være endt på andenpladsen i grundspillet. Indtil videre har Kolding-mandskabet tabt samtlige tre kampe i slutspillet.
Også onsdag aften gik det galt for KIF Kolding, der var bagud med 13-14 ved pausen, og som aldrig kom helt op og true BSV. Landsholdsspilleren Bo Spellerberg gjorde sit for at holde KIF Kolding inde i kampen med syv scoringer, men playmakerens flotte spil var ikke nok til at sikre holdet point. Kolding-fløjen Lars Christiansen bidrog kun med tre scoringer, heraf et på straffekast, mens Boris Schnuchel hamrede seks mål ind fra den modsatte fløj. Lasse Boesen scorede fire mål for udeholdet.
Frederik Petersen førte an i målscoringen for BSV med otte scoringer, mens Rasmus Lauge supplerede med fire mål fra playmakerpositionen.
BSV har med sejren fem point i gruppe 2 og ligner sammen med Aalborg Håndbold de to semifinalister fra den gruppe. I den anden gruppe vandt Århus Håndbold overraskende 31-24 hjemme over Skjern. Mikkel Øris Nielsen blev kampens topscorer med ni mål for aarhusianerne.
Kasper Søndergaard var blevet klar for Skjern efter sin knæskade, men fik kun nettet en enkelt gang i kampen.