BSV og Aarhus sejrede
BSV og Århus Håndbold vandt sikre sejre i pokalturneringens ottendedelsfinaler, mens Randers måtte se sig slået
Herrernes håndboldliga, Boxer Herreligaen, bliver skudt i gang i denne weekend, men onsdag havde flere af klubberne muligheden for at pudse formen af i pokalturneringen, der nu hedder Santander Cup.
Flere østjyske klubber var på banen.
I Bavnehøj Arena tog hjemmeholdet Ajax København imod Bjerringbro-Silkeborg, og det sluttede med en sikker udesejr på 32-19.
Fem spillere herunder Michael V. Knudsen og Nikolaj Markussen delte topscorerværdigheden for BSV med fire scoringer hver.
I Randers var GOG på besøg. De kronjyske 1. divisionsherrer måtte se sig slået med 30-25.
Endelig hentede Århus Håndbold en storsejr på 37-18 ude over Korsør-Slagelse.
Kvartfinalerne afvikles onsdag den 28. oktober.