BSV henter fyret cheftræner
Bliver assistenttræner for østjyderne
Kortene i Bjerringbro-Silkeborgs trænerkabale er gået op. Den østjyske håndboldklub har ansat 41-årige Bo Tolstrup som assistent for Claus Uhrenholt på en etårig kontrakt.
Bo Tolstrup var i tre år cheftræner for Viborg HKs ligaherrer, indtil han for snart halvandet år siden blev fyret.
- Med ansættelsen af Bo Tolstrup er vores duo på bænken komplet. Vi råder over et meget kompetent makkerpar med Claus Uhrenholt som cheftræner og altså Tolstrup som assistent. Det er Tolstrups styrker som en dygtig mandskabsbehandler med kæmpe engagement, høj faglig indsigt og eksponent for et offensivt forsvarsspil, der er afgørende for vores valg, siger Bjerringbro-Silkeborgs adm. direktør, Frank Lajer, i en presssemeddelelse.
En spændende udfordring
Foruden at være træner i Viborg har Bo Tolstrup trænet
Team Esbjergs kvinder, og han har også kvinderne i Ikast-Bording og i Silkeborg-Voel på sit c.v.
Derudover har han været en tur omkring norske Gjøvik.
- For mig er der tale om en meget spændende udfordring. Jeg bliver en del af det sportslige lederteam i en af Danmarks førende håndboldklubber og får lov at sætte mit aftryk på den spillemæssige forandringsproces, siger Bo Tolstrup.