BSV har halvdelen af målmandsduo på plads
Målvogter Kasper Larsen vender til sommer tilbage til BSV, med hvem han vandt DM-guld i 2015/2016-sæsonen
Tidligere på ugen kom det frem, at begge Bjerringbro-Silkeborgs (BSV) målvogtere, Søren Rasmussen og Sebastian Frandsen, forlader klubben efter denne sæson.
Fredag lappede klubben så 50 procent af det kommende målvogterhul, da man meddelte, at Kasper Larsen vender tilbage til klubben, som han forlod i sommeren 2016 til fordel for Mors-Thy.
Læs også
Vil helst være i BSV
- Bjerringbro-Silkeborg er den klub, som jeg allerhelst vil til. Jeg er taknemmelig for alt, hvad Mors-Thy har gjort for mig, men at komme tilbage til Bjerringbro-Silkeborg er et kæmpe ønske for mig, siger Kasper Larsen i pressemeddelelsen.
Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen glæder sig til at få målvogteren retur, som var med til at vinde DM-guld i 2015/2016-sæsonen.
Læs også
- Vi havde et godt samarbejde med Kasper, og det har hele tiden været min tanke, at Kasper Larsen kunne komme tilbage til os en dag, lyder det fra BSV-træneren.
- Vi har fulgt Kasper tæt siden, og da vi fik muligheden, var det oplagt at tage en god mand tilbage.
Hvem den anden målvogter bliver fra næste sæson, vil klubben melde ud på et senere tidspunkt.