BSV fik tæsk i Aalborg og glipper finalen

Aalborg Håndbold vandt den tredje semifinalekamp mod Bjerringbro-Silkeborg og er nu klar til finalen.

Foto: Ole Mørk - Scanpix

Foto: Ole Mørk - Scanpix

Foto: Ole Mørk - Scanpix

1 af 3

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) havde leveret nogle flotte resultater på udebane i denne sæson.

Men i den tredje semifinale ude mod Aalborg Håndbold blev BSV slået med 32-23.

Dermed er Aalborg Håndbold videre til DM-finalen, hvor Skjern venter.

Læs også BSV-træner tilskriver trupbredde succes i presset sæson

BSV og Aalborg Håndbold havde vundet en kamp hver, og nordjyderne fik derfor fordel af hjemmebane i en tredje kamp om finalepladsen.

Det skyldes, at Aalborg Håndbold vandt grundspillet, og det skulle vise sig at blive en afgørende fordel med den massive opbakning fra hjemmepublikum.

Aalborg-mandskabet blev anført af norske Sander Sagosen og Simon Hald og kom bedst fra start og foran 4-1 og 6-3.

  Foto: Ole Mørk - Scanpix

BSV fik udlignet til 9-9 i slutningen af første halvleg, men nordjyderne svarede igen med to scoringer.

Aalborg Håndbold var foran 11-9 ved pausen og styrede begivenhederne i størstedelen af opgøret.

Fulgte godt med efter pausen

I anden halvleg fulgte BSV længe godt med og var kun bagud 16-17 og senere 20-22.

Men med otte minutter tilbage af kampen fik nordjyderne etableret en føring på fem mål, og det var reelt afgørelsen på den tredje semifinale.

Læs også BSV sejrer og holder liv i gulddrøm

I sidste sæson vandt BSV det danske mesterskab, men denne gang var mestrene oppe mod overmagten.

Aalborg Håndbold har vundet DM-titlen to gange tidligere. Det skete i 2010 og 2013.

Den første finalekamp mellem Skjern og Aalborg Håndbold spilles på torsdag i næste uge.

Aalborg-Bj.bro/Silk. 32-23 (11-9)

Aalborg:  Sander Sagosen 10, Simon Hald 5, Janus Smarason 4, Buster Juul 4, Martin Larsen 3, Tobias Ellebæk 3, Patrick Wiesmach 2, Magnus Saugstrup 1.

Bj.bro/Silk.:  Nikolaj Ø. Nielsen 8, Kristian Ørsted 4, Stefan Hundstrup 3, Michael V. Knudsen 3, Allan Damgaard 2, Nikolaj Markussen 2, Jacob Lassen 1.

Udvisninger: Aalborg 6, Bj.bro/Silk. 5

Aalborg videre med 2-1 i kampe