BSV er på guldkurs
Sikker sejr til BSV i Skjern i slutspillet i mændendes håndboldrække.
Håndboldherrerne fra Bjerringbro-Silkeborg beviste igen i dag, at klubben går benhårdt efter at avancere til årets DM-finale. I den første kamp i slutspillet blev det således til en fortjent og forholdsvis sikker sejr på 28-26 ude over Skjern Håndbold.
Bjerringbro-Silkeborg var foran i store dele af kampen, og da opgøret begyndte at spidse til i anden halvleg, spillede holdet fornuftigt uden for alvor at lukke Skjern ind i opgøret, selvom de fik reduceret til 25-26 med tre minutter igen.
For gæsterne var Milutin Dragicevic på stregen sikkerheden selv og en af de spillemæssige oplevelser sammen med Andreas Toudahl, mens Skjern tværtimod havde problemer med at spille bolden rundt uden at fumle for meget.
Generelt havde hjemmeholdet problemer med det etablerede angrebsspil omkring landsholdsplaymaker Jesper Jensen og i slutfasen var stregspiller Goran Kozomara uheldig med et par indspil, han ikke fik fingre i.
Med sejren har Bjerringbro-Silkeborg tre point i gruppen - holdet havde ét med over fra grundspillet - mens FCK Håndbold har to point inden aftenens kamp mod Team Tvis Holstebro.
Med nederlaget får Skjern det meget svært i bestræbelserne på at avancere til medaljekampene. Holdet har nul point.
hahe / ritzau