BSV blev snydt på hjemmebane
Taber intens duel mod KIF Kolding
KIF Kolding København sikrede sig lørdag eftermiddag to point i Herre Håndbold Ligaen, da klubben på udebane vandt 26-25 over Bjerringbro-Silkeborg.
Dermed kan cheftræner Henrik Kronborgs drenge glæde sig over et hop opad i tabellen, efter en intens og tæt kamp i Jysk Arena.
Ligaens to giganter sørgede nemlig for spænding fra start til slut i en udsolgt arena.
Kampens første minutter blev domineret af KIF Kolding, som kom klart bedst ud af starthullerne og pressede midtjyderne det første lille kvarter.
Her blev BSV's forsvar splittet ad af et velspillende KIF-angrebspil.
Efter at have fået samling på forsvarstropperne trådte jyderne dog i karakter og vendte kampen til en føring, som de fastholdt resten af første halvleg og langt ind i anden halvleg.
Bjerringbro-Silkeborg havde overhånden i størstedelen af kampen og havde hævet niveauet i angrebsspillet i forhold til deres seneste kamp, sæsonpremieren mod Aalborg.
De formåede dog aldrig for alvor at trække fra københavnerne, som ellers havde store problemer med afslutningerne.
Københavnerprofilen Joachim Boldsen forlod banen efter blot fem minutter, og problemer med baglåret holdt forsvarskrigeren på bænken resten af eftermiddagen.
41 minutter inde i kampen udlignede KIF Kolding København, hvilket fik opgøret til at gå ind i en hektisk slutfase, hvor føringen bølgede fra side til side.
Med et minut tilbage fik KIF's Kasper Irming dog sendt bolden afgørende i mål til en etmålsføring, som midtjyderne i de sidste sekunder ikke kunne stille noget op imod trods en intens indsats og en storspillende Dane Sijan på mål.
Til gengæld fik Århus Håndbold revanche for nederlaget i DM-semifinalen i sidste sæson. da holdet i dag på udebane vandt med 27-26 over Mors-Thy Håndbold.
Skanderborg var opså i kamp i dag mod oprykkerne fra GOG 2010, og den kamp endte med et nederlag til Skanderborg på 29-24.