BSV-assistent går til stregen

Bjerringbro-Silkeborgs assistenttræner Nikolaj Jacobsen skal træne kvindelandsholdets stregspillere.

I sin tid som aktiv var Nikolaj Jacobsen en af verdens bedste fløjspillere og fejrede store triumfer med fynske GOG og tyske Kiel. Men den danske kvindelandstræner Jan Pytlick mener tilsyneladende, at Jakobsen også kan bidrage med ekspertise indenfor stregspil.

Så nu skal BSV-assistenten træne landsholdets stregspillere Mette Melgaard, Susan Thorsgaard og Marianne Bonde.

- Stregspillet er omdrejningspunktet i store dele af angrebsspillet, og Nikolaj har en masse spændende input. Vi glæder os til at sparre med ham, siger landstræneren til eb.dk.