Bryde-eliten klar til Randers
Fri entré til danmarksmesterskaber
Det er ikke hver dag, de bedste danske brydere lægger vejen forbi Randers.
Faktisk er det på lørdag første gang i AK Frems 75-årige historie, at man er vært for et danmarksmesterskab, når eliten indtager Elro Arena, Randers.
- Vi er utrolig glade for at have fået DM. Vi søgte om at få lov til arrangere stævnet for at markere vores 75 års jubilæum, lyder det fra AK Frems brydeformand, Henning Roed, til Randers Amtsavis.
Mere publikumsvenlige regler
Der er lagt op til masser af action, når bryderne går på måtten.
Der skal nemlig brydes efter de nye - mere publikumsvenlige regler - der blev indført under EM. Reglerne betyder, at kombattanterne hele tiden skal ind og søge kontakt, og ikke bare kan agere passivt.
- Det burde give nogle meget seværdige kampe. Også for folk, der måske ikke er så godt inde i brydning, fortæller Henning Roed, der lokker med gratis adgang i Elro Arena.