- Brunt vand er ikke farligt
Flere henvendelser fra bekymrede borgere
Når man åbner for vandhanen, plejer det normalt at være drikkeklart vand, der kommer ud.
Det er bare ikke tilfældet flere steder i Brabrand, hvor borgere i dag kan melde om grumset, brunt vand i hanen.
Det brune vand har i nogle tilfælde vakt bekymring. Blandt andet i en daginstitution, hvor personalet ikke vidste, om vandet var forurenet og derfor købte vand på flaske.
Alle kan dog være ganske rolige, lyder meldingen her til aften fra Aarhus Vand, som har modtaget flere opkald fra bekymrede borgere. Det brune vand er ikke farligt, men skyldes en omlægning af produktionsanlægget:
- Vi har ændret på vandforsyningen, så borgerne lige nu kun får vand fra én kilde i stedet for to. Det får vandstrømmen til at vende sig, og så sker det, at kalkaflejringer bliver revet løs. Det er det, man kan se, giver den brune farve i vandet, siger driftingeniør Thomas Vogn til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Aarhus Vand opfordrer borgerne til lade vandet løbe i 10-15 minutter, hvis de oplever brunligt vand.
- Vi forventer, at det skulle være normalt igen i løbet af et døgn, siger Thomas Vogn.