- Brugt fire år på at rydde op
Fronterne er trukket op, inden valget
Valget i Favrskov Kommune bliver et valg mellem to meget erfarne kandidater.
Den nuværende borgmester Nils Borring (S) overtog posten efter Anders G. Christensen (V), som nu er parat til at tage kampen op.
Det var under 100 stemmer, der afgjorde valget i 2009. Venstre manglede 59 stemmer for at beholde borgmesterposten.
- Hvad er det, der skal have os fremad? Hvad skal vi gøre for at blive nummer 1?, lyder det flere gange fra Anders G. Christensen rettet mod Nils Borring (S) i aftenens tv-duel på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Med samme skarpe tone kommer svaret fra borgmester Nils Borring (S). Han mener selv, at han har bidraget til kommunens positive udvikling, men at opgaven har været svær:
- Ekstra penge til undervisning, dagtilbud og til ældreplejen. Vælgerne skal se på, hvad vi har nået i de fire år, hvor vi startede med at rydde op, 100 millioner, efter dit styre, siger Nils Borring (S).
V: Går alt for langsomt
Favrskov klarer sig godt i flere undersøgelser af erhvervslivet og borgertilfredshed og trivsel. Men det er ikke nok, mener Venstres borgmesterkandidat:
- De andre kommuner render stærkere frem, mens vi lunter frem, siger Anders G. Christensen (V) og fortæller, hvorfor vælgerne skal stemme på ham:
- Så får de et parti og en gruppe kandidater, som vil bringe Favrskov videre frem. Vi vil sikre en bosætning og de tilbud, vi har, siger Anders G. Christensen (V)
Anders G. Christensen (V) mener blandt andet, at der er for lidt fokus og handling, når det kommer til bosætning. Anderledes ser borgmester Nils Borring (S) på sagen:
- Der er lidt recession, men det er formentlig på vej fremad, fordi vi igangsætter en række aktiviteter, siger Nils Borring (S).
Se video fra debatten med de to Favrskov-kandidater øverst i artiklen.