Brudgom i slagsmål med røvere

33-årig kom i slagsmål med indbrudstyve, mens han fejrede sit bryllup på restaurant i Randers.

En 33-årig brudgom oplevede natten til søndag en bryllupsfest, han nok aldrig glemmer.

Manden fejrede sit bryllup på en restaurant i Storegade i Randers, hvor han er ansat.

Bryllupsfesten foregik på 1. salen i restauranten, og da han ved 3-tiden i nat gik nedenunder, overraskede han fem mænd, der var ved at tømme baren for alkohol, fortæller P4 Østjylland.

Han kom i slagsmål med dem. Tre af dem flygtede, og den ene af dem vendte tilbage med en kniv, som han truede brudgommen med.

Trods det lykkedes det den 33-årige at få fire af røverne smækket ude, mens han tog et fast greb i den femte, som han tilbageholdt, indtil politiet nåede frem.

Betjentene havde tilfældigvis tidligere på aftenen set de fire øvrige på en anden restaurant. Og her blev de anholdt kort efter.

I deres bil fandt politiet de flasker, de havde stjålet fra baren.

De fem anholdte er alle udlændinge.