Bronzemedalje til Mads Würtz
Mads Würtz fra Randers vandt torsdag bronze ved det danske mesterskab i enkeltstart
Den 21-årige Team ColoQuick-rytter fra Randers Mads Würtz kæmpede sig torsdag til en bronzemedalje til dagens DM i enkeltstart på Djursland.
Med tiden 49.27 blev den unge rytter blev kun overgået af Christopher Juul-Jensen, der fik guld og Rasmus Quaade, der fik sølv.
Würtz har tidligere i år vundet guld til U-23 DM.
- Jeg havde ikke turdet håbe på medaljer, selvom jeg da havde en lille drøm om det. Men at det lykkedes er bare helt vildt. Det gik pisse godt for at sige det ligeud, siger han i en pressemeddelelse.
Se: Juul-Jensen vandt enkeltstart
Målet for dagens enkeltstart var en top fem, og efter løbet var det en glad sportsdirektør, der ikke havde en finger at sætte på Würtzs præstation.
- Det er fuldstændig vildt, det Würtz laver i dag (torsdag, red.). Han kører bare som en motorcykel. Han disponerer sine kræfter rigtigt hele vejen, og selv på de svære bakker kører han et flot tempo. At han slår en mand som Jakob Fuglsang, viser bare hvor stærk han er. Det er helt vildt, siger Ricky Enø i meddelelsen.
Mads Würtz og resten af Team ColoQuick skal ud på cyklerne igen på søndag, hvor det gælder linjeløbet.