Brøler: Hobro-fejl kan sende sejr til Aarhus

Procedurefejl kan betyde, at AGF trods nederlag på banen vinder kampen ved skrivebordet

Foto: Ole Nielsen

Fredag aften tabte AGF til Hobro med 2-1 i Superligaen, men nu kan en Hobro-fejl ende med at sende sejren og de tre point til Aarhus.

Hobro IK benyttede den tidligere Randers FC-spiller, Adama Tamboura, i kampen, men spillerens spillercertifikat er ved en procedurefejl ikke var blevet overført fra den tidligere klub, oplyser Hobro IK på sin hjemmeside.

- Det er en meget beklagelig procedurefejl, der ikke må ske. På klubbens vegne skal jeg beklage over for vores trænere, spillere, sponsorer og fans. Vi vil samtidig benytte lejligheden til at stramme op på procedurerne, således at dette ikke vil kunne ske igen, siger Hobros formand, Steen Juulsgaard ifølge klubbens hjemmeside.

Hobro IK har sendt en redegørelse til DBUs disciplinærudvalg, der behandler sagen i øjeblikket.

Hvis AGF ender med at få tilkendt sejren, vil det ikke være første gang, at aarhusianerne får en såkaldt skrivebordssejr. Tilbage i 2014 havde AGF tabt til Viborg, men fordi Viborg havde brugt David Boysen ulovligt, endte AGF med at vinde kampen med 3-0.

Hvis AGF får de tre point, betyder det, at klubben vil have 13 point, hvilket i skrivende stund rækker til en andenplads i Superligaen.