Brøndby-talent skifter til AC Horsens
Mads Juel Andersen skifter til AC Horsens på en fri transfer
AC Horsens forstærker defensiven fra årsskiftet.
Det sker med den 19-årige midterforsvarer Mads Juel Andersen, der skifter på en fri transfer.
En nyerhvervelse, der glæder Horsens-manager Bo Henriksen.
- Vi har kigget på Mads Juel Andersen gennem længere tid og så ham selvfølgelig også for HB Køge i sidste sæson. Han har været igennem en fremragende uddannelse i Brøndby, og han er en rigtig dygtig fodboldspiller, som vi gerne vil være med til at videreudvikle til at blive superligaspiller. Vi skal sammen indfri det potentiale, han har, og han kommer til at indgå som potentiel starter inden for det første halve år af kontrakten, hvis han fortsætter med at være ærgerrig. Han er i den grad en spiller, der på sigt kommer til at gøre en rigtig god figur i AC Horsens, og han skal være med til at videreføre vores kultur med den arbejdsvillighed og ydmyghed, han besidder, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Læs også
Mads Juel Andersen får trøje nummer 3 i AC Horsens, og han glæder sig til de nye udfordringer.
- Jeg vil gerne udvikle mig som fodboldspiller og spille kampe, og det er der rigtig god mulighed for i AC Horsens, hvor jeg selvfølgelig skal gøre mig fortjent til spilletid. Jeg har hørt meget positivt om klubben og har allerede fået et godt indtryk af trænere og ledere, og jeg glæder mig selvfølgelig til at hilse på resten af truppen. Jeg har store forventninger til mig selv, og ambitionen er at gøre det så godt for AC Horsens, at jeg bliver interessant for udlandet på et tidspunkt, siger Mads Juel Andersen.
Mads Juel Andersen
Højde: 194 cm.
Tidligere klubber: Herstedøster Idrætsklub (2002-2005) og Albertslund Idrætsforening (2005), Brøndby IF
2006-2017), lejeophold i HB Køge (2016-2017).
Landshold: To officielle U19-landskampe
Trøjenummer i AC Horsens: 3