Brødre dømt i sag om svampemiddel
To brødre er ved Byretten i Randers blevet dømt i en omfattende sag om ulovlig import og brug af svampemidlet Amistar.
Med dommen er der sat foreløbigt punktum i sagen, hvor i alt 17 landmænd er blevet dømt for at have købt svampemidlet i udlandet, distribueret den i Danmark og anvendt den på markerne.
De to brødre havde modsat de 15 andre landmænd ikke tilstået deres medvirken i svampesagen. Men byretten dømte den ene, en 58-årig mand til en bøde på 35.000 kroner for ulovligt at have importeret 700 liter af svampemidlet og solgt det videre til andre landmænd. Han skal desuden efterbetale 41.000 kroner i afgifter. Hans bror slap med en mildere dom i form af en bøde på 6000 kroner for ulovlig anvendelse af svampemidlet.
De andre 15 landmænd har allerede fået bødedomme - heriblandt formand for Århus Amts udvalg for miljø og trafik Erik Poulsen (V) og byrådsmedlem i Hadsten Hans Schmidt Jensen (V). Valgbarhedsnævnet har dog vurderet, at de to Venstre-folk fortsat er værdige til at beklæde deres stillinger.