Bro på vej mod graven
Tog-investeringer gør Kattegatbro overflødig
Efter regeringens offentliggørelse af planer om at investere 27 milliarder kroner i togdriften mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg må planerne om en Kattegat-bro være tæt på at blive skrinlagt, vurderer lektor og økonom ved DTU Jeppe Reich.
- Hvis man investerer 27 mia. kr. i tog sydover, vil der alt andet lige blive mindre brug for en Kattegat-forbindelse. Og hvis den i forvejen er lidt trængt i forhold til samfundsøkonomien, må man sige, at den nu er på vej i graven, siger Jeppe Rich til Jyllands-Posten.
Direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører Henrik Garver er enig.
- Regeringens togplan giver en helt grundlæggende forbedring af togforbindelserne, og dermed flyttes behovet for en Kattegat-forbindelse længere ud i fremtiden. Mit bud er, at en eventuel Kattegat-forbindelse nu er skubbet ud på den anden side af 2030, siger han.
Bro er ikke realistisk
Trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) har sagt, at investeringen i togstrækninger i Syddanmark ikke påvirker Kattegat-planerne, men den udmelding møder skepsis på Christiansborg.
Den massive satsning på togdriften mellem Aarhus og København tyder ifølge formand for Dansk Folkeparti Kristians Thulesen Dahl på, at en Kattegat-forbindelse ikke er realistisk.
Han har skriftligt bedt ministeren svare på, om de nye togplaner betyder, at der er lukket for ideen om en fast forbindelse over Kattegat.
- Vi er nødt til at vide, om regeringen reelt med dette togforslag har truffet et valg, nemlig et fravalg af Kattegat-forbindelsen, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.
Formand: Ingen betydning
Formand for Kattegatkomiéen, tidligere trafikminister Jens Kampmann, afviser, at togplanerne forhindrer en Kattegat-bro.
- Den nye togfond får ikke nogen betydning for beslutningen om en Kattegat-forbindelse, fordi der er brug for begge dele. I dag har vi reelt kun én øst-vest-forbindelse, som går over Fyn, og det betyder, at trafiksystemet er alt for sårbart, siger Jens Kampmann til Jyllands-Posten.