Popfest i Bøgeskoven: Britney Spears optræder på Smukfest
Den 36-årige amerikanske sangerinde spiller på Smukfest 8. august
Den amerikanske popstjerne Britney Spears skal optræde på næste års Smukfest i Skanderborg.
Det oplyser festivalen på sin hjemmeside.
- Vi er super glade for at kunne fortælle, at Britney Spears besøger Bøgeskoven som internationalt hovednavn i 2018 – som den første danske festivalkoncert nogensinde, lyder det fra arrangørerne af festivalen.
Læs også
På Britney Spears' egen hjemmeside fortæller den amerikanske stjerne, at koncerten finder sted onsdag den 8. august.
Første gang dansk festival
Den 36-årige amerikaner brød gennem lydmuren i slutningen af 1990'erne med albummet "Baby one more time", og i gennem 00'erne slog hun sit navn fast med hits som blandt andet "Oops! I dit it again" og "Toxic".
Koncerten bliver Spears' første på en dansk festival.
Nyheden om, at popstjernen giver koncert i Bøgeskoven i Skanderborg, vækker begejstring blandt mange af de danske festivalgængere.
Læs også
På Smukfests Facebook-side vælter det ind med kommentarer fra glade danskere, der glæder sig til at opleve Britney Spears.
- Ja da. Hun skal nok få sat gang i skoven, om man er til musikken eller ej, skriver en bruger, mens andre bakker op:
- Forhelvede altså, vi skal tilbage til ungdommen. Det bliver da for fedt!
- Det er hele min pre-teen tid der kulminerer i en bøgeskov!
Smukfest har i år hævet sit musikbudget med 25 procent, så festivalen i år bruger omkring 50 millioner kroner på musikprogrammet.
Stadig én-dags-billetter
Tidligere i denne måned kunne Smukfest meddele, at samtlige partout-billetter til næste års festival var udsolgt.
De i alt omkring 28.000 partout-billetter blev sat til salg kl. 10 onsdag den 13. december, og kl. 11.30 - altså halvanden time senere - kunne Smukfest melde om udsolgt på deres Facebook-side.
Sidste år tog det fem timer at få solgt samme antal billetter, og dengang var det rekorden.
Der er dog stadig chancer for at opleve Britney Spears, selv om man ikke har købt en partout-billet til næste års Smukfest. Det er nemlig stadig muligt at købe én-dags-billetter.
Én-dags-billetterne bliver sat til salg torsdag den 8. februar - godt en uge efter at de nøjagtige spilledatoer er blevet offentliggjort af Smukfest.
Skriv dig på venteliste
Smukfest-talsmand Poul Martin Bonde oplyser, at det er muligt at komme på en venteliste, hvis man ønsker at købe en partout-billet. Derudover er det altså muligt at købe én-dags-billetter fra den 8. februar.
Poul Martin Bonde kalder det 'et scoop', at det er lykkedes at hente Britney Spears til Skanderborg.
- Hun har aldrig tidligere spillet på en dansk festival. De seneste fire år har hun optrådt med store multishows i Las Vegas, og hun har vundet flere priser for sine optrædener, siger Smukfest-talsmanden til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi forventer, at koncerten i Skanderborg bliver et stort ekstravagant popshow med masser af velkendte hits. Der er ikke mange popstjerner, der har lavet så mange hits som hende.
Foruden Britney Spears optræder blandt andre MØ, Nephew, Saveus, D-A-D og CV Jørgensen spiller på næste års Smukfest. Festivalen finder sted i dagene 8. til 12. august.
Britney Spears
I de følgende år var hun på toppen af sin karriere og fulgte op med flere storsælgende album.
Britney Spears har jævnlig været garant for masser af spalteplads i sladderpressen. Helt galt gik det for ti år siden, hvor knas i privatlivet sendte popstjernen ud på en deroute for rullende kameraer.
I starten af 2007 døde hendes tante af kræft, og kort efter gik Spears i alkoholafvænning. Under et døgn senere tjekkede hun ud og dukkede i stedet op i en frisørsalon, hvor hun barberede sit hår af for snurrende papparazzikameraer.
Billederne af den skaldede Spears gik verden rundt, og skræmte iagttagere startede debatten om, hvorvidt berømmelsen havde gjort Spears til en sandskulptur, der smuldrede i uvejret.
Samme år mistede hun forældremyndigheden over sine børn, og det var således de færreste, der troede deres egne ører, da ordene "it's Britney, bitch" pludselig ramte alverdens radiostationer.
Med singlen "Gimme More" markerede Spears sit comeback til popscenen. Men de private problemer fortsatte og i starten af 2008 fik hendes far råderet over hendes aktiver, efter hun var blevet indlagt på et psykiatrisk hospital.
Siden er der tilsyneladende faldet ro på, og popstjerne optræder ikke længere lige så hyppigt i de kulørte blade.