Britiske charterfly fra Tirstrup
Det store charselskab First Choice vil indsætte fly fra Tirstrup til Tyrkiet.
Et stort britisk selskab er på vej som ny bruger af Århus Lufthavn i Tirstrup.
Charterselskabet First Choice vil fra 1. februar begynde at sælge rejser til Tyrkiet, med afgange såvel fra Tirstrup som København, oplyser Ritzau. Det vil især være de store rejsearrangører, der kommer til at mærke den nye konkurrent, vurderer bestyrelsesformand i Rejsegarantifonden Bent Mebus.
- Det bliver de store, der især kommer til at mærke den nye konkurrent. De mindre operatører har derimod de seneste år vist, at de kan klare sig, også i dårlige tider. De har en mere loyal kundekreds, der går efter kvalitet og ikke skæver så meget til, om der er et par hundrede kroner at spare ved at gå til konkurrenten, siger Bent Mebus til Ritzau.
Meddelelsen om First Choice?s nye tiltag kommer samme dag som Cimber Air oplyste, at dette selskab trækker sig ud af ruten Tirstrup-København.