Brian Steen dømt for vold
Retten i Århus idømte AGFeren Brian Steen Nielsen ti dagbøder for vold mod holdkammerat.
Den 34-årige tidligere landsholdspiller og nuværende superligaspiller for AGF, Brian Steen Nielsen, blev fredag ved byretten i Århus idømt ti dagbøger á 500 kroner for at have nikket en klubkammerat en skalle under træning på klubbens anlæg. Retten fandt ham skyldig i vold mod spilleren Nikolaj Hust.
Det var politiet selv, der tog initiativ til voldssagen efter at have hørt om episoden i pressen. Der forelå ingen anmeldelse. I byretten blev der ført syv vidner, udover Nikolaj Hust var det bl.a. AGF-træneren Poul Hansen og AGF-direktør Frank Heskjær.
Brian Steen Nielsen nikkede 23. juli holdkammeraten Nicolai Hust en skalle under en almindelig formiddagstræning. Inden det uregelmenterede hovedstød havde der været en del skærmydsler imellem imellem de to spillere, men de øvrige AGFere tog dog ikke særlig notits af optrinnet. Brian Steen Nielsens skalle var så kraftig, at Nicolai Hust flækkede en fortand.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om dommen i aftenens udsendelser.