Bredt forlig om budgettet i Syddjurs: 25 af 27 med

25 af 27 medlemmer af byrådet i Syddjurs Kommune er med i budgetforlig

Budgettet for 2018 er ved at være lagt fast i Syddjurs Kommune.

Og der er pæn politisk enighed om sagerne i Syddjurs Kommune, tyder det på. I hvert fald er der 25 ud af 27 byrådspolitikere, der er med i forligsaftalen. Kun de Konservatives Jørgen Brøgger står udenfor, mens løsgænger Anette Quist Busk overvejer sin situation inden forliget skal 2. behandles. 

Læs også Byrådsopgør i Syddjurs: 6000 nye boliger eller naturfredning

Budgettet indeholder både store anlægsinvesteringer og penge til at løfte kvaliteten i dagtilbud, skoler, socialtilbud og sundheds- og ældrepleje.

- Det er flot, at vi her inden valget står sammen i byrådet om et bredt budgetforlig, der fremviser en solid økonomi i balance. Det er et godt fundament for det videre arbejde i det nye byråd efter valget. I forliget vil jeg særligt fremhæve vores fokus på servicen på de bløde områder. Vi afsætter flere ressourcer på skole og dagtilbudsområdet for at indfri vores lærings- og trivselspolitik, vi vælger at friholde folkeskole og ungdomsskolen for de besparelser, vi vedtog sidste år, og vi øger fokus på sundheds- og ældreområdet med flere investeringer i velfærdsteknologi. Sammen med et markant anlægsbudget er der tale om positivt budget, vi kan stå sammen om i byrådet, siger borgmester Claus Wistoft (V) i en pressemeddelelse. 

Læs også Liberal Alliance på ferie midt i budget-forhandlinger

Du kan finde mere information om indholdet af budgettet via dette link.