Bredt forlig om budget
Millioner til skoler og anlægsopgaver
Samtlige partier i Skanderborg Byråd er her til aften nået til enighed om kommunens budget for 2014.
Det brede forlig er en tradition i Skanderborg, og det glæder byens borgmester:
- Det tjener hele byrådet til ære, at vi får et bredt forlig, hvor alle bakker op og tager ansvar for kommunens økonomi. Vi fortsætter den fastlagte økonomiske kurs med et budget, der balancerer, og hvor der er sikret plads til, at vi kan finansiere den kommende dobbelthal og administrationscenter på Fælleden uden at skulle optage lån, siger borgmester Jørgen Gaarde (S) i en pressemeddelelse.
I budgettet er der lagt op til at investere 160 millioner kroner til anlægsprojekter. Derudover er der afsat ekstra penge til skoleområdet på baggrund af den nye skolereform.
- Opgaven med at implementere reformen bliver en væsentlig opgave for det kommende byråd. Jeg er glad for, at vi nu har fastlagt de økonomiske rammer for arbejdet, siger borgmester Jørgen Gaarde.
Udover skoleområdet tilføres blandt andet ældreområdet 2,5 millioner kroner til at løfte kvaliteten på maden til kommunens ældre. Kultur- og fritidsområdet tilføres knap 1,9 millioner kroner.
Byrådet forventer at vedtage budgettet endeligt onsdag den 2. oktober.