Bred budgetaftale i Silkeborg

Alle partier står sammen om budgettet for 2012

Alle partier i Silkeborg Byråd - Socialdemokraterne, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti - er enige om kommunens budget for 2012.

Det er en meget tilfreds borgmester i Silkeborg Kommune, Hanne Bæk Olsen, der kan konstatere, at alle partier er enige og står bag budgetaftalen for 2012.

Budgetaftalen ændrer ikke på tallene i det budgetforslag, der blev førstebehandlet den 19. september.

Men der åbnes op for, at eventuelle yderligere midler til kommunen fra den kommende finanslov anvendes til at reducere eller fjerne de indarbejdede rammebesparelser.