Brasilianer reddede Randers FC i pokalen

Først i den forlængede spilletid lykkedes det Randers FC at hive den forventede sejr i land i pokalkampen mod SønderjyskE.

Det holdt hårdt, da Randers FC onsdag aften skulle forsøge at kvalificere sig til kvartfinalerne i landspokalturneringen i fodbold.

Hjemmeholdet fra SønderjyskE ontrollerede det meste af opgøret i de første 90. minutter, selv om det ikke kom til scoringer.

I den forlængede spilletid beviste Randers FC dog, at der er stor forskel på fysikken i SAS Ligaen og i den næstbedste række, hvor sønderjyderne befinder sig.

Med to fuldtræffere sørgede den brasilianske angriber Fabinho således for, at kronjyderne kunne tage hjem fra Haderslev Stadion med en sejr på 2-0. Dermed undgik de randrusianske favoritter at skulle ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.