Brandvæsenet måtte hjælpe træt mand ned fra taget
Østjyllands Brandvæsen var onsdag formiddag på en noget speciel opgave i Aarhus-forstaden Viby
Det kan ske for selv den bedste, at man mister kræfterne og bliver mere end almindelig træt.
Det var, hvad en ældre mand på Grønvangen i Viby ved Aarhus onsdag formiddag oplevede, da han var i færd med at rense tagrender.
I sidste ende var han nødt til at få brandvæsenets hjælp til at komme ned igen.
- Den ældre herre var via en stige kommet op på taget, men så kunne benene bare ikke mere. Derfor blev vi tilkaldt, lyder det fra indsatslederen hos Østjyllands Brandvæsen.
Læs også
I samarbejde med ambulancefolk blev manden lagt i en båre og med en sliske bragt tilbage til jorden.
- Det er vores formodning, at han var meget udmattet, og at der ikke var mere galt. Men han blev undersøgt i ambulancen på stedet. Hele tiden var han dog klar, fortæller indsatslederen.
Han må samtidig medgive, at det ikke er hver dag, brandfolkene bliver sendt ud på sådan en opgave.
- Det her var da lidt noget andet end normalt, men det var stille og roligt. Der var ingen panik eller stress.
Du kan se video fra Grønvangen øverst på siden.