Brandværnsmuseum flytter mod vest

Brandværnsmuseet i Århus flytter til efteråret til Blåvandshuk Kommune i Vestjylland.

Blåvandshuk Kommune overtager til efteråret Det Danske Brandværnsmuseum, som i de seneste ti år har ligget på en adresse i Århus-forstaden Åbyhøj.

Århus Kommune besluttede tidligere på året, at den ikke længere vil yde støtte til museet, som dermed var i fare for at lukke.

Brandværnsmuseets leder, Annette Adamsen, siger til Århus Stiftstidende, at hun er glad for, at museets samling af gamle brandbiler og forskelligt udtyr ikke splittes op, men i stedet forbliver samlet.

Det kommende vestjyske brandværnsmuseum kommer sandsynligvis til at ligge i byen Oksbøl.