Brandsikkerhed ikke i orden
Randers har problemer på mange skoler
Randers kommune har et problem. Det erkender sektionsleder i Bygning og Energi i kommunen, Søren Svejgaard overfor Ritzaus Bureau efter at det er konstateret, at der ved 51 brandsyn på kommunens skoler er givet 28 påbud og et forbud, som kun gives ved alvorlige fejl.
- Når der gives et påbud til over halvdelen af skolerne i snit, så er det for mange. Det er aldrig tilfredsstillende at give et påbud, så der skal strammes op, siger han
Det er ikke kun i Randers, at der er problemer. På landsplan er der 250 skolebrande om året, og alligevel slækkes der på brandsikkerheden på mange skoler. I gennemsnit får hver tredje skole et påbud, når det kommunale beredskab kommer forbi.
Stole står stablede foran flugtveje. Og skoler mangler planer for, hvordan børnene skal komme ud, når det brænder. Skolerne står med et problem, lyder det fra flere sider. For selvom et påbud som udgangspunkt gives for en fejl eller mangel i den mindre alvorlige ende af skalaen, så kan konsekvenserne være fatale i tilfælde af brand.
- Hvis man forestiller sig, at der mangler lys i en lampe over en nødudgang, så kan det jo være afgørende i tilfælde af en brand, siger Niels Christensen, næstformand i Foreningen af Kommunale Beredskabschefer (FKB) til Ritzau. Ofte er det den slags, der gives påbud for.
Overfyldte lokaler
Men under kontrolbesøgene er blokerede flugtveje, overfyldte lokaler og branddøre, som ikke lukker ordentligt til, også normale overtrædelser.
- Tingene skal være i orden. Der er ikke nogle nuancer, lyder det fra beredskabschefen, der slår fast, at man ikke giver påbud for sjov.
I 2010 gennemførte kommunale beredskaber i alt 3028 brandsyn på undervisningsafsnit med plads til mere end 150 elever. I alt blev der givet 1186 påbud.
Kun i 10 tilfælde blev der givet et såkaldt forbud, hvilket vil sige, at fejlen eller manglen er så alvorlig, at den skal rettes med det samme.