Brandmænd hædret efter dødsbrand: - Det var meget overvældende
Fire brandmænd modtog fredag en ærespris for deres livsvigtige indsats ved en plejehjemsbrand i Allingåbro.
5. oktober 2019, klokken 19.30: Artiklen er opdateret med en video og fotos.
Tre kvinder mistede livet i en dødsbrand på et plejehjem i Allingåbro i august sidste år.
Men hvis ikke det var for fire brandmænds hurtige og intelligente ageren, så havde dødstallet ifølge Beredskab og Sikkerhed været mere end det tredobbelte.
- Der er slet ingen tvivl om, at branden kunne have forårsaget meget større skader, hvis ikke de her brandfolk havde været så hurtige, sagde beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Beredskab og Sikkerhed i forbindelse med branden til TV2 ØSTJYLLAND.
Derfor overrakte Falcks koncernchef, Jakob Riis, fredag Den Danske Redningsberedskabspris til de fire brandmænd, Mikkel Julsgaard Schmidt, Jan Lindrup Nielsen, René Salling Rasmussen og Hans Steffensen. Det hele foregik i Holmens Kirke i København.
- Det var meget overvældende og berigende. Det er jo rart at få anerkendelse for ens arbejde. Vi får jævnligt ros, men ikke på den her højtidelige måde, siger Mikkel Julsgaard Schmidt til TV2 ØSTJYLLAND.
De fire helte fik hver et diplom, en buket blomster og 25.000 kroner til afdelingen. Selvom det var en festdag, bragte det alligevel minder frem fra en tragisk aften.
- Branden var en forfærdelig oplevelse, som vi forhåbentlig aldrig skal opleve igen. Jeg har snakket med andre ældre brandmænd, og de har aldrig prøvet noget lignende. Men der bliver snakket om det, så vi kan fortsætte med at passe vores arbejde., siger Mikkel Julsgaard Schmidt.
TV2 Østjylland har tidligere lavet en WEBDOK om de tre kvinder, der på tragisk vis mistede livet i branden på plejehjemmet. Du kan læse den her.
Uddrag fra indstillingen til Den Danske Redningsbredskabspris
Nedenfor kan du læse, et uddrag fra indstillingen til Den Danske Redningsbredskabspris. Den beskriver hændelsesforløbet den aften, hvor tre kvinder mistede livet, men hvor endnu flere heldigvis blev reddet fra flammerne.
Mød tre af de fire brandmænd her