Brand på plejehjem har krævet endnu et offer: 95-årig kvinde død
Brand på plejecenter på Djursland krævede søndag sit tredje dødsoffer
En 95-årig kvinde har siden fredagens brand på plejecenteret i Allingåbro, svævet mellem liv og død på Skejby Sygehus. Søndag døde hun.
- Hun er desværre afgået ved døden søndag formiddag, som følge af de skader, hun pådrog sig ved branden, siger vagtchef ved Østjyllands Politi Stig Heidemann til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:
- De pårørende er underrettet.
Læs også
Dermed har den tragiske brand på Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro på Djursland krævet sit tredje dødsoffer. To andre kvinder på 91 og 93 år omkom også under branden. De opholdt sig på deres værelser, da branden brød ud.
Undersøger årsagen
Fredag blev yderligere to kvinder på 87 og 89 år også bragt til skadestuen med røgforgiftning.
Østjyllands Politi fik anmeldelsen om branden klokken 17.36 fredag. Da politi og brandvæsen kom til stedet, var der ild i flere lejligheder, og både en helikopter og flere ambulancer blev sendt til plejehjemmet, hvor det altså desværre ikke viste sig muligt at redde alle beboere.
Læs også
Politiets teknikere er ved at undersøge brandstedet nærmere for at finde brandårsagen. Efter de foreløbige undersøgelser slog politiet dog allerede fredag aften fast, at der ikke ligger en kriminel handling bag.