VIDEO: To brande ved nedlagt aarhusiansk slagteri

Brandvæsnet rykkede søndag aften ud til nedlagte slagteribygninger i Brabrand

01:02

Østjyllands Brandvæsen er sent søndag aften rykket ud til to brande ved et nedlagt slagteri i det vestlige Aarhus.

Flere røgdykkerhold er blevet dirigeret til bygningerne, der ligger på Høiriisgårdsvej i Brabrand.

Læs også Morten fra Randers dyrker sex på rastepladser og i skoven

Den ene af de to brande brød ud i et område, hvor der befandt sig noget træ og nogle kabler. Der var ikke umiddelbart fare for, at flammerne fra denne brand ville brede sig.

Videoen øverst i artiklen er filmet af Local Eyes. Se flere videoer på localeyes.dk.

Den anden brand brød derimod ud tættere på bygningerne.

Brandfolk på taget

Indsatsleder John Korsbak fortæller kort før kl. 22.30 til TV2 ØSTJYLLAND, at brandvæsnet straks gik i gang med at bekæmpe ilden.

Det var på et tidspunkt usikkert, hvorvidt flammerne fra den ene brand ville brede sig. Derfor blev flere brandfolk sendt op på taget af en bygning.

Det nedlagte Tulip-slagteri ligger på Høiriisgårdsvej i Brabrand.

Heldigvis viste det sig, at flammerne ikke havde bredt sig.

- Det er lykkedes at slukke ilden, uden at det er gået ud over bygningerne på slagteri-området, siger indsatsleder John Korsbak.

Lukkede i 2008

TV2 ØSTJYLLAND har søndag aften forgæves forsøgt at få en kommentar fra Østjyllands Politi. Det er derfor uvist, om politiet formoder, at de to brande er påsat.

Læs også To år siden i dag: Hotel Randers lammet af storbrand

Bygningerne i det vestlige Aarhus har stået tomme siden 2008, hvor Tulip Food Company lukkede slagteriet på Høiriisgårdsvej i Brabrand. Dengang mistede 186 ansatte jobbet.

Siden er slagteriområdet blandt andet blevet taget i brug af unge og hjemløse.

VIDEO: Se privatoptagelser af den ene af brandene. Foto: Nanna Bæk Møller