Brand ved gammel villa: Opstod i garagen ved siden af huset

Der opstod søndag brand ved en gammel villa i det nordlige Aarhus

Foto: Privat foto

Foto: Privat foto

1 af 2

Søndag eftermiddag klokken 15.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en brand ved den gamle villa på hjørnet af Skovvangsvej og Nordre Ringgade i Aarhus. Politi og brandvæsen rykkede herefter ud til villaen 

- Vi kom ud til en kraftig brand i en garage, som tilhører et større ubeboet hus. I garagen er der to biler, men man kan se, at det er en garage, der ikke har været brugt længe, fortæller indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen.

  Foto: Privat foto

 Branden spredte sig fra garagen og over til det tomme hus, men brandvæsnet nåede at få styr på flammerne før de for alvor fik fat i huset.

Anders Jensen oplyser, at der efter branden kunne konstateres omfattende brand- og røgskader på garagen, og røgskader på huset. 

Klokken 17.30 oplyser Østjyllands Brandvæsen, at de er færdige med arbejdet på stedet. 

Brandårsagen er endnu ukendt, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov. Han oplyser samtidig, at der ikke er nogen tilskadekommende ved branden.

Læs også Horsens forbereder sig på store vandmasser efter Ingolf