Brand var formentlig påsat
Politiet efterlyser vidner til brand i Gellerupparken
En voldsom brand i en boligblok på Bentesvej i Brabrand var efter alt at dømme påsat.
Det fortæller politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND i dag.
- Vi formoder, at branden er påsat. Vi er i gang med at efterforske nogle spor.
Østjyllands Politi efterlyser nu vidner, som har opholdt sig i området både før og efter branden brød ud.
Branden blev opdaget den 6. juni klokken 17.34 og viste sig efterfølgende at være opstået i en lejlighed på tredje sal.
LÆS OGSÅ: Politi: Luk døre og vinduer!
På grund af den voldsomme røgudvikling blev beboerne i området opfordret til at holde sig indendøre og lukke alle døre og vinduer.
Boligblokken er en af de tre blokke, som skal rives ned i forbindelse med helhedsplanen i Gellerupparken.
Ingen kom til skade ved branden.