Brand udvikler stadig røg
Bliv fortsat indendøre, lyder opfordringen
Et halvt døgn efter at branden brød ud, er der stadig ild i en lagerhal på Lystrupvej i det nordlige Aarhus.
På grund af røgen fra den brændende genbrugsfabrik opfordrer Østjyllands Politi fortsat beboerne i området til at blive indendøre.
- Beboere inden for området Sønderskovvej, Lystrup Centervej og Randersvej skal blive indendøre. De skal lukke døre og vinduer samt slukke for eventuelle ventilationsanlæg, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND kort før kl. 22.
Da vindretningen hele tiden skifter, spredes røgen i forskellige retninger. Politiet vurderer, at røgen er sundhedsskadelig.
Hvis man føler ubehag efter at have indåndet røg, skal man kontakte læge eller skadestue.
Har været massivt til stede
Politi og brandvæsen har tirsdagen igennem været massivt til stede ved adressen Lystrupvej 35.
Lagerhallen tilhører Averhoff Computer Genbrug, der ligger på Lystrupvej i Risskov.
Ilden har ifølge politiet fået fat i industriskrot, der blandt andet indeholder plastik og elektronik.