Brand på kendt natklub: Strippere måtte evakueres
Kort før åbningstid torsdag aften udbrød der en brand, der gav kraftig rødudvikling på La Belle i det centrale Aarhus
Den nærmest ikoniske natklub La Belle i Mindegade i Aarhus var torsdag aften, kørt før man skulle åbne op for gæsterne kl. 22, udsat for en brand.
Den udviklede så kraftigt røg, at alle strippere og andet personale på stedet måtte evakueres.
- Da vi kommer frem, vælter det ud med røg fra hoveddøren og omme i gården kan vi se, at der er kraftig røgudvikling ud gennem alle vinduer, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Christian Bandholm, til TV2 ØSTJYLLAND.
Røgen havde allerede spredt sig til de omkringliggende opgange, og derfor havde personale fra La Belle også fået evakueret beboerne her.
Videoen øverst i artiklen er filmet af Local Eyes
- En enkelt mand måtte vi hjælpe ud ved at sende røgdykkere ind. Det er et lukket gårdmiljø, så røgen havde pakket sig godt, fortæller Christian Bandholm.
Hurtigt kunne brandfolkene konstatere, at røgen stammede fra en rygekabine på natklubben.
Ros til sikkerheden
- Den var der ild i, så vi måtte bryde den helt ned, og derefter ventilere røg ud af bygningen, siger indsatslederen.
Herefter måtte La Belle holde lukket for natten, da bygningen var voldsom røg- og vandskadet. Og faktisk var det ikke den eneste opgave i det aarhusianske natteliv, som Østjyllands Brandvæsen blev kaldt til torsdag aften og nat.
- Ved tre-tiden gik en automatisk brandalarm på London Bar (på Åboulevarden, red.), da diskoteksrøg havde sat en alarm i gang. Her var der så ikke meget for os at lave, forklarer Christian Bandholm.
Til gengæld vil indsatslederen gerne rose både La Belle og London Bar for sin indsats i forbindelse med alarmerne.
- Der er virkelig styr på sikkerheden begge steder. Inden vi var fremme, havde ejerne formået at evakuere alle, og de kunne hurtigt sætte os ind i situationen. Det er godt arbejde, lyder det fra Christian Bandholm.
La Belle har fået ordnet de værste skader opstået under branden, så natklubben åbner op igen fredag.
Du kan se klip fra branden på La Belle i videoen øverst på siden. Videoen er filmet af Local Eyes.