24-årig fængslet efter ulykkelig brand på bosted - mange har mistet alt
Det kommer til at tage et år at genopbygge bosted efter brand
En 24-årig mand er blevet fængslet fire uger i surrogat efter søndagen brand i OK-Centret Enghaven, som er et bo- og behandlingstilbud for mennesker med psykiske problemer i Søvind nordøst for Horsens.
Det oplyser efterforskningsleder Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 24-årige, der er beboer på bostedet, er sigtet for at stå bag branden. Han nægter sig skyldig, men han kærede ikke fængslingen.
Manden er den eneste af de tre beboere, der er blevet anholdt i sagen, der vil blive krævet fængslet.
Dagen derpå er administrerende direktør for OK Fonden, Paul Erik Weidemann, taget fra København til Horsens for at få et overblik over situation og hjælpe de ansatte på bostedet.
Pivprofessionelle medarbejdere
I alt er 40 beboere og 10 ansatte blevet evakueret som en konsekvens af branden.
- Beboerne har det godt. Evakueringen er foregået roligt og professionelt, og vi har samlet beboerne på Hotel Opus i Horsens, siger Paul Erik Weidemann til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Vores medarbejdere handlede pivprofessionelt, og lokalsamfundet har virkelig bakket os op. Røde Kors har tilbudt tøj til beboerne, Hotel Opus har taget imod beboerne med åbne arme, og borgmesteren har ringet flere gange for at høre, om han kan gøre noget.
Det ser til gengæld ikke godt ud for selve bostedet, hvor der udbrød brand omkring klokken 19 søndag.
- De to længer, der har været brand i, er helt brændt ned. Der står kun mursten tilbage. Tagkonstruktion, facader og vægge er helt væk, siger den administrerende direktør for OK Fonden til TV2 ØSTJYLLAND.
Stort arbejde forude
Mange beboere har mistet alt i branden, og det kommer til at tage omtrent et år at genopbygge bostedet, lyder det fra Paul Erik Weidemann.
- Der er en del af huset, der ikke er berørt af branden, så en væsentlig del af beboerne kan vende tilbage til deres lejligheder. I forhold til de resterende beboere, må vi finde ud af noget midlertidig beboelse i vante omgivelser. Det kan fx være en pavillon, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Branden handler også om organisering. Vi skal have arkitekter, ingeniører og forsikring ind over. Det er trist og dyrt, men det er en virkelighed, vi må forholde os til.
På det personlige plan er Paul Erik Weidemann trist over branden.
- Det er ulykkeligt. Vi har aldrig været ude for noget lignende. Jeg er vanvittig taknemlig for, at der ikke er kommet nogen til skade, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge Paul Weidemann har personalet fuld adgang til informationer i forhold til beboernes journaler, da informationerne er lagret digitalt på nettet.