Brand på Skovbyskolen

I nat udbrød der brand i en kælder under skolen. Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at branden var påsat.

Klokken 03..38 fik politi og brandvæsen en anmeldelse om brand i Skovbyskolen ved Galten.

Da de nåede frem til stedet viste det sig, at der var ild i nogle håndklæder og kasser i kælderen under skolen. Det lykkedes dog hurtigt brandvæsenet at få ilden under kontrol. Inden da havde den dog været skyld i en del røgudvikling.

Ifølge politiet er der ingen tvivl om, at branden er påsat.

Gerningsmanden eller gerningsmændene viklede et håndklæde om en halogenlampe, som de placedere i en kasse med flere håndklæder. Derefter blev kassen overhældt med terpentin og halogenlampen tændt. På et tidspunkt antændte varmen fra lampen så terpentinen, og der gik ild i håndklæder og kasser.

Forleden var der også et forsøg på at sætte ild på skolen. Her fandt man en træstol placeret på en tændt kogeplade, og ifølge Jens Pedersen fra politiet i Skanderborg har der den seneste tid været flere lignende episoder.

- Der har været en masse mystiske hændelser på Skovbyskolen, og det er noget vi arbejder intenst på at opklare, fortæller han.

I april 2006 blev Skovbyskolen hærget af en voldsom brand, som begyndte i skolens pædagogiske værksted.

Skovbyskolen skriver på sin hjemmeside, at undervisning og pasning ikke bliver påvirket af branden.