Brand på losseplads i Randers
Hvis røgen generer, rådes folk til at gå indendøre og lukke døre og vinduer. Det tager et par dage at slukke branden.
Natten mellem tirsdag og onsdag opstod der brand på affaldsterminalen ved Ørnborgvej i Randers, og der har siden kunnet ses en kraftig røgsky over området.
Randers Brandvæsen er sammen med Beredskabsstyrelsen fra Herning i fuld gang med slukningsarbejdet, men det kommer til at tage et par dage, mener beredskabschef i Randers Kommune, Finn Lundorff.
Han fortæller, at brandfolkene i øjeblikket bruger mellem 1500 og 2500 liter vand i minuttet på at bekæmpe branden. Der er ikke tale om drikkevand men overfladevand fra nærliggende kanaler.
Beboerne i området skal holde øje med røgskyen, og Finn Lundorff siger, at hvis røgskyen kommer hen over beboet område, skal beboerne søge indendørs og lukke døre og vinduer.
Branden på lossepladsen er selvantændt, hvilket blandt andet skyldes den måde affaldet stables i højden samt vejrforholdene.
Nyheden er opdateret.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.