Brand lukker restaurant
Restaurant i Brabrand må holde lukket efter brand i nabolokale
Det var en ubehagelig besked Yousef Rashid vågnede op til søndag morgen. Der har nemlig været brand i den bygning på Holmstrupgårdvej i Brabrand i det vestlige Aarhus, hvor hans restaurant ligger.
Natten til søndag gik der ild i nabolokalet, og røgen trængte ind i Yousef Rashids nyåbnede restaurant Divan Restaurant på samme adresse.
- Branden har heldigvis ikke bredt sig, men der er en grim lugt i lokalerne, så vi holder lukket i dag, og så håber vi på at åbne i morgen, siger Yousef Rashid til tv2oj.dk.
Det er sundhedsmyndighederne, der vurderer, hvornår restauranten kan åbne igen.
- Jeg har lige selv været derude at kigge, men der er spærret af, så jeg kunne ikke komme ind i selve lokalet, så vi afventer og ser, hvad der sker, siger Yousef Rashid.
Se: Legeland påvirket af brand
Politiet efterforsker i øjeblikket branden i nabolokalet, da de ikke kan udelukke, at den er påsat.
Branden gik ud over en bygning på Holmstrupgårdvej i Brabrand: