Brand kan skyldes indbrud
Tegn på indbrud ved gårdbrand
Familien Dolmer, der ejer gården ved Grenaa, der tidligt i mandag morgen blev ramt af en brand, frygter at indbrudstyve kan have antændt branden.
Kort før branden blev opdaget og anmeldt, blev familien vækket af larm udenfor. En hund gøede og parret mener, at de kan have hørt stemmer fra folk, der talte sammen.
Fire får indebrændte i laden, hvor der gik ild i 3.500 halmballer. Familien fortæller til TV 2 ØSTJYLLAND, at det i første omgang lykkedes at redde fårene ud, men at fårene løb tilbage i laden igen, hvor de siden mistede livet. Brand og Redning Djursland havde ingen mulighed for at redde fårene ud af den brændende bygning, fortæller indsatsleder Jan Recke.
Der var 30 heste og 24 kreaturer i en staldbygning ved siden af den brændende lade. De blev alle reddet ud af bygningen. Hestene er for en stor dels vedkommende rideheste, som andre har opstaldet på gården. Hestene er nu fordelt på andre gårde i oplandet.
Brandvæsenet har på de første syv timers indsats brugt 350.000 liter vand til at holde branden i laden under kontrol og til at køle staldbygningen mindre end ti meter fra laden.
TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendte rapporterer, at strålevarmen fra den brændende lade med de mange halmballer er meget mærkbar, når man nærmer sig den staldbygning, brandfolkene kæmper for at bevare.